Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

214 HEINRICH PESTALOZZI. Skolealder var der ikke, Klasseinddeling fandtes sjælden, „dygtigt — det er det Barn, som kan fremplapre hele Katekismussen uden Snubien, uden Standsning. Hvem der saa oven i Købet tankeløs kan aflire den 119de Salme og nogle Kapitler af Bibelen udenad, ham gaber man paa som paa et Vidunder“. At skrive lærte Pigebørnene i Reglen slet ikke, Drengene kun, naar deres Forældre ønskede det. Regne kunde mange af Lærerne ikke selv. Ogsaa Stavningen faldt dem tit for Brystet. Uddannelse til at være Lærer er der ikke Tale om. Læreren, som ikke kan leve af sin usle Løn, er en Skomager eller en Skrædder eller en Murer eller en Tjenestekarl o. 1., hvis eneste Forudsætning for at være Lærer mangen Gang er den at have en Stue, Børnene kan samles i. Ministeren havde Ret i, at „de smukkeste Planer maa strande, de formaalstjenligste Love blive frugtesløse, de ypperligste Lærebøger hjælpe intet, naar Udførelsen, Opfyldelsen og Anvendelsen af dem er overladt til uvidende, udannede Mennesker“. For at faa Folket oplyst maatte der først skaffes Lærere. II. Imidlertid havde i 18 Aar en fattig Mand siddet ensom ude paa Landet paa sin Gaard, i Nød og Elendighed, men med Hjærtet varmt for alt, hvad der foregik i hans Fædreland. Han hed Heinrich Pestalozzi og var nu 52 Aar gammel. Livet havde prøvet ham og givet ham rige Erfaringer. Gennem Fejlgreb og strandede Foretagender var hans menneskekærlige Tan-