Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 215 ker om Hjælp for de undertrykte og ulykkelige groet frem til Klarhed. . Han var'født deri 12te Januar 1746 i Zürich og var kun fem Aar gammel, da hans Fader, en anset øjenlæge, døde. Kun ved den yderste Sparsommelighed kunde Enken faa deres Børn opdragne, og endda vilde det næppe have været hende muligt, hvis hun ikke havde haft en trofast Støtte i en ung Tjenestepige, Ba-beli, hvem Faderen paa sit Dødsleje havde besvoret ikke at forlade hans Hustru, naar han var død. Babeli havde rørt svaret: „Jeg skal ikke forlade Deres Kone, naar De dør. Jeg skal blive hos hende til min Dødsdag, hvis hun trænger til mig,“ og holdt Ord. Ved Moderens Side stred og stræbte hun for at faa de smaa Midler til at slaa til. Den noget svagelige Dreng opdroges nu kun af de to Kvinder. Og ud fra hansegen Barndom slog det Rod i ham, hvor meget en Moder kan være for sit Barn, og hvor afgørende det er for et Barn at have et Hjem at vokse op i. Men var Følelsen fra Naturens Haand hans stærke Side, saa fik den Drivhuspleje ved hans Opdragelse som „Moders Dreng“. Aldrig prøvede han hvad det vil sige at staa paa sine egne Ben og bruge sin Forstand. Hvert Øjeblik løb han sig Stavere i Livet og led Skuffelser, som han dog med sit sorgløse Sind havde glemt, naar han havde sovet paa dem. I Skolen sad han aandsfraværende og drømte, naar ikke Følelsen i ham blussede op. an lærte aldrig hverken at skrive godt eller at stave rigtigt, men samtidig kunde han oversætte en Tale at en græsk Oldtidstaler med saa ildfuld en Veltalen te, a hans Gengivelse overtraf en, hans Lærer iav e trykke. „Jeg troede, alle Mennesker i det mindste) var lige saa godmodige og troskyldige som jeg selv, sige.