Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

216 HEINRICH PESTALOZZI. han, „og jeg har derfor ganske naturlig fra Ungdommen af været Offer for enhver, der vilde drive sit Spil med mig.“ Han var den mest upraktiske og lejtede af alle Skoledrengene og derfor stadig udsat for Drillerier -Henrik Underlig fra Tosserup kaldte de ham skønt de, saa grim, snavset og uordentlig han var, holdt af ham for hans gode, Hjærtes og hans Tjenstvillighéds Skyld. Fra sit niende Aar kom han jævnlig i sine Skoleferier ud paa Landet.og besøgte sin Farfader, en gammeldags, samvittighedsfuld Præst og Sjælesørger, der førte Bog over sine Besøg i Menigheden og Tilstanden i hvert Hus. I Kirkebyen og dens Omegn var der Bomuldsspinderier og Væverier. Det gjorde et dybt, endnu i hans Alderdom betagende Indtryk paa ham, naar han her i Løbet af et Par Aar saa sine Legekammerater afblegede, slappede og fordærvede af Fabrikslivet. Har-anede, hvad han senere tydelig udtalte, at Industrien, hvor den afskærer den store Befolkning fra et egentligt Hus- og Familieliv, kun» bliver en Kilde til Nød og Usædelighed for den. Og han følte, her var en Sygdom i Samfundet, som han skulde gøre sit for at raade Bod paa. Medens han endnu sad paa den lærde Skoles Bænk, sværmende for romerske og græske Oldtidshelte, udgav en af hans fransktalende Landsmænd 1762 en Bog, der paa en Gang gjorde sin Eorfatter berømt og forfulgt. Manden hed Rousseau og Bogen „Emil“. Den skildrer Opdragelsen som en fri Udvikling af Barnet gennem de Erfaringer, det gør i Naturens Skød, og de Kræfter, det vinder og prøver ved at hjælpe sig selv. Men Bogen blev for sine religiøse Meningers Skyld brændt af Bøddelen baade i Paris og Genf, Röusseaus Fødeby,