Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 217 og selv maatte hans flygte fra Sted til Sted. I et andet Skrift, „Samfundsoverenskomsten“, giver han den optrækkende Revolution dens Slagord om Lighed og Frihed og ser i Borgemes Sammenslutning Statens Grundlag. Sin Naturbegejstring, sin politiske og personlige Frihedstrang saaede han, ved sin Skæbne som ved sine Skrifter, i de unge Sjæle. Pestalozzi og hans jævnaldrende drømte om at genføde Oldtidsheltenes borgerlige Bedrifter og stillede Schweizernes Frihedskampe i ældre og nyere Tid overfor den nuværende Undertrykkelse og Uretfærdighed. „Frihedstankerne, som Rousseau havde givet nyt Liv og fremsat i en højtflyvende Skikkelse, styrkede i min Sjæl Ønsket om at finde en større Valplads, hvor jeg kunde være Folket til Nytte,“ siger Pestalozzi. Han havde tænkt paa at blive Præst for at leve i og for Folket; nu mener han, at Studiet af Retskyndigheden snarere vilde aabne ham Vej til Indflydelse paa Samfundsudviklingen. Han træder ind i en Forening, som med Ungdommens flammende Retfærdighedsfølelse, til Forargelse for de herskende Kredse, med Forhør, Arrest eller Flugt og Dom over Klagerne i Følge, afslører gejstlige og verdslige Embedsmænds Uretfærdigheder mod Befolkningen, — uden Navns Underskrift, fordi de unge Menneskers „Forældre og Slægtninge sikkert vilde have hindret dem, hvis de offentlig havde villet betræde Rettens Vej“, som det hedder under Forhørene. Pestalozzi mister i disse Aar sin bedste Ven, og døende advarer denne ham mod at kaste sig ind i nogen Opgave, han med sin Godmodighed og Tillidsfuldhed ikke magtede. „Søg dig en rolig og stille Løbebane,“ sagde han, „og indlad dig paa ingen Maade paa noget vidtgaande Foretagende, hvis Fejlslagiiing kunde blive farlig for dig,