Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

OPDRAGELSENS HISTORIE. 11 17de og 18de Aarh. med Vægten paa Syndefølelsens Inderlighed og Fordømmelse af al Sansenydelse og Filosofi tager paa ny Folkeopdragelsen op, grundlagt paa Bibel, Katekismus og Salmebog og paa Læi’erens Personlighed i Modsætning til Metoden; Vajsenbuse oprettes (A. H. Francke) og Skoler med Standsdannelse og real Undervisning for Øje. Jansenismen svarer paa katolsk Side med sin Naadelæres Mysticisme og sine Opdragelses-og Undervisningsanstalter i Port-Royal til denne Retning. Ved Siden af Forfattere som Rabelais, Montaigne, Bacon og Locke staa Pædagoger som Ratke og Come-nius (1592 — 1671), hvis Virksomhed for Modersmaalet, reale Kundskaber, Anskuelighed (Orbis pictus, „Verden i Billeder“), Lærernes særlige Uddannelse og Undervisningens Udstrækning til alle foregriber de senere Aar-hundreders Opdragelsestanker uden endnu at kunne trænge igennem. Comeniuses Tanker om Opdragelsen, særlig Undervisningen, have fundet deres klassiske Udtryk i hans Hovedværk „Pidactica magna“ med dets Henvisninger til Naturens Udvikling som Forbillede for O. og dets Krav paa et alsidig undervisende, alle omfattende, organisk leddelt Skolevæsen, som fra Moderskole gennem Modersmaalsskole (Folkeskole) fører over i Latinskole og Akademi. Gennem Aandstilstande som den engelsk-fransk-tyske Deisme med dens Forkastelse af de positive Religioner forberedes det 18de Aarh.s paa Rousseaus Forfattervirksomhed støttede Iver for en af selve Menneskenaturen udsprungen, for Kirkens Overherredømme frigjort O. af det almenmenneskelige, som den franske Revolution af 1789 politisk slaar fast. J. J. Rousseau fremsætter sine Tanker om O. i sin veltalende Opdragelsesroman „Émile“ 1762: Den i sig gode Menneskenatur skal udvikle sig selv gennem Tingenes, ikke