Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

12 OPDRAGELSENS HISTORIE. gennem Menneskenes af Civilisationen fordærvede O.; Legemet skal hærdes, Sanserne skærpes, Videnskaberne ikke læres, men opfindes efterhaanden gennem Erfaringen, religiøs Paavirkning holdes ude, indtil Barnet gennem Fornuften kan vælge sin Religion. Foruden den kirkelige O. faar ogsaa den fra Renaissancetiden nedarvede humanistiske med sit formelle Undervisningsprincip, for hvilket Aandskræfternes Øvelse er Maalet og de grammatisk behandlede latinske og græske Oldtidsforfattere det eneste Middel, en Modstander i den af Oplysningstidsalderen affødte Filantropinisme med den praktiske Nytte til Hovedhensyn og Basedow („Methodenbuch“, „Elementarwerk“) til sin mest højtalende, Salzmann til sin ædleste Repræsentant. Vægten lægges paa reale Kundskaber og praktisk lærte moderne Sprog, Legemshærdelse og Gymnastik, paa let, legende Tilegnelse og Banlysning af Legemsstraffe, paa Moralitet og Forstandskultur i Modsætning til ortodoks og pietistisk Religiøsitet, paa Mennesket og Borgeren i Modsætning til Fædrelandets og Kirkens Søn; Campes „Robinson“ er O.s Forbillede. Normal-, Hoved-, Trivial-, Borger-, Real- og Fagskoler opstaa overalt i Tyskland; men den hele Bevægelse har dog hovedsagelig kun de højere Klasser for øje. Folkeopdragelsen bliver en europæisk Opgave gennem en vækkende og kærlighedsrig Personlighed, Schweizeren Pestalozzi (1746-1827), der igen lægger O., hos de franske Forfattere en Hovmesterdannelse, hos de tyske Pædagoger en Institutdannelse, i Familiens og først og fremmest i Moderens Hænder. Kræfternes indre harmoniske Udvikling ved trinvis fremadskridende, Forstaaen og Anvenden forbindende Tilegnelse af Dannelsens Elementer, Form, Tal og Sprog, gennem Anskuelsen - det er Princippet for Pestalozzis