Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 237 Modsætninger og Stridigheder, som han ikke havde praktisk Overlegenhed og Viljestyrke nok til at holde nede. En ung Præst, Johannes Niederer, havde i Følelsen af, at „Mesteren kun trængte til værdige Lærlinge“, 1803 opgivet sit Embede og sluttet sig til ham. De skarpe Øjne under hans røde Øjenbryn tydede paa den Kraft, der var i ham. Han vilde bringe Pestalozzis tungt arbejdende Tanker i videnskabelig Orden og Sammenhæng, men kom efterhaanden længere og længere bort fra sin Læremesters jævne, i Befolkningens Midte indhøstede Erfaringer og tvang hans Tanker ind i en kunstig, i Luften svævende Tankebygning, hvor Pestalozzi ikke længer kunde følge med, saa at han mangen Gang, naar han spurgtes om Betydningen af noget, troskyldig svarede: „Jeg forstaar ikke længer mig selv; vil I vide, hvad jeg tænker og vil, maa I spørge Hr. Niederer.“ Denne var som den videnskabelig dannede Mand i Reglen den, der paa Anstaltens Vegne førte Pennen, naar det gjaldt gennem Pressen at klare dens Stilling. Hans iltre Sind og Rethaveri indviklede derved ham selv og Pestalozzi i langvarige Fejder, som ødede deres Tid og Kraft og gjorde dybe Greb i Anstaltens Pengemidler. Tilmed stod han raad-løs overfor alle praktiske Spørgsmaal og troede med haar kløvende Forklaringer at kunne læge enhver Bi øst. En Modsætning til ham var Joseph Schmid, der som 15-aarig Bondedreng var kommen til Anstalten og efter et Par Aars Forløb fra Lærling blev Lærer: en slank, muskelstærk Skikkelse med et Blik som en Rovfugls, en Jærnvilje, en aldrig trættet Arbejdskrat, praktisk anlagt, født til at styre, en hensynsløs Moc-stander af al Slaphed og Uorden. Ligeoverfor Anstaltens indre Mangler vilde han stille, ikke Afhandlinger,