Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

238 HEINRICH PESTALOZZI. men praktiske Reformer, Sparsommelighed og Orden. De andre Læreres Modstand, først surmulende, saa højrøstet, slog alle hans Forslag til Jorden, skønt Pestalozzi, der stadig stærkere følte sig fængslet af hans „Naturkraft“, støttede ham. Saa forlod Schmid Anstalten. „Det skar mig i Hjærtet at se ham skille sig fra mig,“ siger Pestalozzi. „Ti jeg elskede ham som min egen Sjæl. Hvis jeg havde været 40 Aar, var jeg rejst med og havde begyndt paa noget, jeg kunde magte.“ Tilstanden i Skolen blev værre og værre; ingen kraftig Haand til at holde sammen paa det hele, større og større Planløshed og Raadvildhed til daglig Brug, dybere og dybere Gæld. Pestalozzi för snart, tirret af Niederere Stivsind, i Vredesudbrud løs paa sine Omgivelser, snart bad han dem ydmygt paa sine Knæ om at have Medlidenhed med ham. Schmid var den eneste, der kunde gribe frelsende ind. Selve Niederer maatte skrive til ham og trygle ham om at vende tilbage. Efter 5 Aars Fraværelse kom han. Han ordnede Lærernes Arbejde og Anstaltens Husholdning. Alle følte det velgørende i hans rolige Fasthed og bøjede sig for ham, Pestalozzi saa meget mere, som han kort efter nedbøjet stod ved sin 76-aarige Hustrus Kiste, hvor han som i en hjærtegribende Samtale med den døde afmalede deres haardt hjemsøgte Liv fra det første Øjeblik, de havde set og forstaaet hinanden. Men Modstanden mod Schmid kom snart paany til Orde. En Del af Lærerne overrakte Pestalozzi et skarpt Anklageskrift, rettet mod hans „Kraft uden Ydmyghed, uden Kærlighed, uden Selvfornægtelse“. Den gamle Mand kaldte dem til sig. Liggende i Sengen jamrede han over Spliden i sit Hus og bad dem om Fred, lod saa Schmid oplæse et Forsvarsskrift, greb hans Haand og