Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINBICH PESTALOZZI. 239 kaldte ham sin Redningsmand, som han ikke kunde eller vilde slippe, - og nogle Maaneder efter rejste alle Anklagens Underskrivere deres Vej. Niederer saa ned paa Schmids ringere boglige Dannelse og følte samtidig bittert, hvorledes hans Indflydelse efterhaanden blev eneraadende. Forgæves søgte han selv haardnakket at sætte sin virkelighedsløse Opfattelse af Pestalozzis Tanker igennem. „Vær en Engel, vær en Gud, du har maaske Ret,“ skrev Pestalozzi til ham, „men behandl mig som et Menneske, lad mig leve og aande paa min Vis, som du selv lever og aander paa din.“ Pengemellemværende kom til, og efter en Gudstjeneste, han havde holdt i den store Sal paa Slottet ved Elevernes Konfirmation, sagde Niederer uventet paa en saarende Maade Pestalozzi Farvel — han kunde ikke uden at gøre Vold paa sin Samvittighed virke ved en Anstalt, hvis Aand ikke længer var sand pestalozzisk. Aar igennem fortsattes Striden, selv for Domstolene, mellem Schmid og Pestalozzi paa den ene Side, Niederer og Krüsi paa den anden. Af Ophidselse kom Pestalozzi Vanviddet nær og maatte en Tid flyttes op i den kølige Bjærgluft, hvor han i Digte sukkede: „Skal jeg dø, før Freden kommer, — Freden, som jeg søger efter? -Jeg erkender al min Skyld — og med stille Taarer kærlig — jeg forlader hver hans Skyld.“ Under alt dette ny Uroligheder blandt Underlærerne og et nyt Forsøg paa at faa Fellenberg, med den Myndighed, hans Samfundsstilling og Dygtighed gav ham, sat i Spidsen for Anstalten. Det strandede paa det ubetingede Herredømme, Fellenberg krævede, og som Schmid i Pestalozzis Navn nedlagde Indsigelse imod, — en Indsigelse, som i den bondefødte Lærers Mund forekom Godsejeren