Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

240 HEINEICH PESTALOZZI. saa uforskammet, at han lod ham kaste paa Døren og fra det Øjeblik uforsonlig forfulgte ham. Schmid søgte imidlertid vedholdende at skaffe Pestalozzis Forhold paa Fode. Han sluttede Aftale med en tysk Boghandler om en samlet Udgave af Pestalozzis Skrifter, fik Kejsere, Konger og Stormænd til at støtte Udgivelsen og skaffede den 72-aarige Olding en Indtægt af 36,000 Kr., som denne i en stor Tale paa sin Fødselsdag glad og rørt bestemte til at fremme Granskningen af Opdragelsens og Undervisningens simpleste Midler og disses Anvendelse i Familielivet, at uddanne Lærerkræfter paa samme Grundlag og oprette en eller flere Forsøgsskoler for fattige Børn. Han endte Talen med de Ord: „Vær Vidne til, alle, at min Ungdoms Aand, den Aand, som ytrede sig i sin første Blomst i „Lienhard og Gertrud“ og modnere i „Hvorledes Gertrud underviser sine Børn“, at den Aand endnu lever i mig. Ja, den lever endnu i mig, jeg lever endnu i den, og jeg vil leve i den til min Grav.“ Der kom et Par lykkelige Aar for ham. Schmid styrede Anstalten i Yverdon med Dygtighed, en Fattigbørns-anstalt oprettedes i Nærheden, Pestalozzi begyndte paa nye Skrifter. Men de bitre Stridigheder havde undergravet Anstaltens Ry, Schmids Fjender fik gennem Rænker Regeringen til at udvise ham som fremmed — han var født i Tyrol — , Fattigbømsanstalten opløstes efter 5 Aars Forløb, da Pestalozzi vilde forlægge den til Neuhof, hvorhen ingen af Eleverne vilde følge ham, og i sit 80nde Aar maatte han trække sig tilbage fra sin Virksomhed. „Sandelig, det var mig, som om jeg ved denne Tilbagetræden selv gjorde Ende paa mit Liv, saa ondt gjorde det mig.“