Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 241 Et Par Aar endnu levede han, syslende med Tilbageblik paa sit Liv og nye Tanker og Planer om den første Opdragelse. Paa sin G-aard Neuhof sad han hver Dag flere Timer og skrev, spaserede lange Ture og sagde smilende i sit snurrige Sprog til en Ven, der bad ham skaane sig: „Jeg har et Helbred som en Bjørn.“ Under Skyer, der trak op, nye Angreb, der brød løs, blev han syg og rejste sig ikke mere. To Dage før sin Død dikterede han sin sidste Vilje og deri de Ord: „Gid den Fred, jeg nu snart finder, ogsaa maa give mine Fjender Fred! I ethvert Fald tilgiver jeg dem. Jeg velsigner mine Venner og haaber, de med Kærlighed vil mindes den, der ikke er mere, og efter min Død vedblivende hellige deres Kræfter til Virkeliggørelsen af hans Livs Stræben.“ Saa døde han om Morgenen den 17. Febr. 1827. Med ham gik den Mand i Graven, hvis aldrig slukte Kærlighed til de smaa i Samfundet har tændt vort Aarhundredes Iver for Folkeopdragelsen, og hvis dybt-gaaende og vidtrækkende Tanker, baarne frem og udformede af Skolemænd og Opdragere i den gamle og den ny Verden, har givet Undervisningen dens faste Grundvold og dens Retning hen imod Virkeligheden, mod Udviklingen af Menneskenaturens sunde Kræfter. H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 16