Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

Pestalozzi: „et schweizerblad“. 243 med den stærke Originalitet, som al litterær Frembringelse faar, naar 'Livet selv er dens Kilde og Udtrykket drives til Vejrs ved Tankernes mægtige Tryk. Hans Stil svinger imellem Idyllens stille Simpelhed og den religiøse Hymnes Højhed, den er tit som bugnende, uformelige Skymasser, der buldre og brage, men gemme et Lyn i sig. Kraften er lians Ideal, ikke i Form af Lidenskab, men i Form af Selvbeherskelse, Udholdenhed; Arbejdets Kraft har for ham derfor det vægtigste Adelspræg. For en Del gaar det ham som Rousseau, at de Egenskaber, han selv mangler, give ham Metallet, hvoraf han, støber sin Helt; han selv havde ikke denne kraftigt beherskede Ro, denne aandelige Ligevægt, som han lovpriser. Han skildrer selv, hvorledes han hen-hvirvlet af sin Skæbne, af fejlslagne Forhaabninger, af Fattigdom og Nød og Følelsen af egen Afmagt stod ved Fortvivlelsens Rand og kun freistes ved en trofast Vens overlegne Støtte. Denne Ven, Iselin i Basel, tilskriver han de Ideer, der danne Hjærtet i hans hele Virksomhed; af ham har han lært Familielivets Storhed og frelsende Magt at kende, og af denne Spire vokser hele hans Opdragerliv frem; ved ham har han lært at forstaa Venskabets Sejr over Kærligheden, det aandelige Fællesskabs over den svindende Lidenskab. „Alt «Isker en Tidlang, og alt elskes igen en Tidlang; men Venskabet er større end Kærligheden.“ „Venskabet danner sig kun ved indre Lighed og enigt Jævnmaal i Kræfterne.“ Men den lidenskabssvangre „Kærlighed er Ulykkens Ophav, den er Hadets, Skinsygens og den huslige Splids Moder; den føder Mord; Røveri og Tyveri er dens Legetøj: den ammer Oprør og Omvæltning ved begge sine Bryster; den alene er bleven tilovers af de Troldmænds Hære, som med overjordiske Kræfter flytte 16*