Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

244 PESTALOZZI: „ET schweizerblad“. Bjærge, formørke Solen ved Middagstid og om Aftenen faa Maanen til at græde Blod; den kommer og forsvinder, som den vil; den løber gennem Ild og Vand; den raser og beder, den spaar og forgifter, den lever i Luften og rider paa Kæp, den danser i Midnatstimen, og ødelæggelse og Krig og Misvækst og Hagel kommer over det Sted, hvor den sætter sig; men det værste, den tilføjer Mennesket, er, at den binder dets Øjne, naar det ved dens Haand fæster sig en Medhjælp til de lange Aar.“ Men, siger han, „jeg priser den Kærlighed, som løfter sig til Venskab; ti den lyksaliggør Mennesket med varige Glæder og fører det fredlysende over Livets tornefulde Stier til Graven, og navnløs er Venskabets Velsignelse, naar den lyksaliggør Ægtefællen, ved hvis Haand vi henvandre Livets Pilgrimsdage“. Den stilistiske Modsætning „Venskab og Kærlighed“ har Pestalozzi laant blandt sin Samtids yndlingsudtryk; men idet han i Overensstemmelse med Tiden lader Venskabet vinde Prisen i Væddekampen, saa begrunder han Modsætningen langt dybere, end det ellers skete, ja{, saa dybt, at det egentlig kun er Navnemodsætningen, der bliver tilbage af Tidsalderens Begreber, Venskabet og Kærligheden selv er hos ham bievne til ganske andre Skikkelser. Som Pestalozzi selv har lært dette lovpriste Venskab at kende i en enkelt fremragende Person, saa bliver det i hans Øjne i det hele taget kun de faa og udvalgte til Del: „Kærligheden dele Vismænd og Daarer; smaa og store, fromme og lastefulde omfavne hinanden paa samme Maade; men til Venskabet hæve kun de prøvede sig.“ Det er altsaa ikke det Venskab, vi kende saa godt fra Samtidens Litteratur her hjemme, fra Rahbek og hans Kreds, det, hvis Tempel er Drikkebordet, hvis Alter er det fulde Bæger, hvis Salmer er