Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

PESTALOZZI: „et schweizerblad“. 245 Selskabssange, hvis Fromhed er Følsomhed, men et Venskab, hvis Tempel er hele Livet, hvis Alter er Hjemmet, hvis Fromhed er Handling, hvis Lovsang er Kærlighed. Og det er klart, hvilken Lise og Ro Pestalozzi har fundet ved at træde i Forbindelse med en saa forstaaende og styrkende Aand, efter at hans Følelse saa ofte har ledet ham vild og tilført ham Skuffelse og Kummer til Løn for hans Kærlighed. „Ingen bevarer Kærligheden,“ udbryder han, „selv Blodets Baand sikrei ikke den stakkels Menneskeslægt den . . . Skænk den Mand en Taare, der er skabt til Kærlighed ... Det Menneske,. der søger Kærlighed og ingen finder, maa tidlig ældes.“ Hans religiøse Standpunkt er en Ytring af den samme Aand, det faar sit korteste, fyndigste Udtryk i den Sætning: „For Mennesker er Kærligheden den eneste sande Gudstjeneste.“ Han ser i Religionen kun et Middel til at fremme denne Kærlighedens Vækst. Derfoi er ingen enkelt Religion ham den i og for sig udkaarede, enhver Religion maa suge Næring og vinde Form af den Jordbund, hvori den har slaaet Rod. „Mennesket er“, siger Pestalozzi, „ved Solens Opgang og ved dens Nedgang, i det kolde Nord og i det hede Syd saa forskelligt som Jordbundens Planter i disse Himmelstrøg ... Og Menneskets Tro paa Gud er paa Jorden saa forskellig som Luften og Næringen for dens Slægter Men, Mennesker, hvor ulige I tjene Herren, saa tjene I ham altid rigtigt, naar I vedblive at være eders Faders Børn og elske hinanden.“ Rousseaus Kamp foi den religiøse Taalsomhed finder her hos hans Discipel sit Sidestykke. Men den Pietet for de overleverede religiøse Former, som efter Rousseaus hele Livsudvikling ikke kunde blive en Egenskab hos ham, maatte for