Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

246 PESTALOZZI: „et schweizerblad“. Pestalozzis bløde Inderlighed blive til en Hjærtets Trang, og skønt han strængt taget ikke har Brug for nogen overnaturlig Aabenbaring’, fordi hans Betragtning af Livet og Menneskenaturen er en Frugt af hans egen naturlige Udvikling, saa kan han dog ikke undvære den gennem Aarhundreder hævdede bibelske Aabenbarings-form for Sandheden. Han vil være villig til at indrømme en anden Eet til at naa Sandheden ad en anden Vej og i en anden Skikkelse; men han vil holdestærkt og varmt paa sin Ret til ydmygt at underordne sig under, hvad der har været saa mange Slægters højeste Udtryk for Sandheden, og bruge sin Tanke ikke til at omstyrte det nedarvede, men til at finde Skønheden og Betydningen af dets Indhold. Han staar med sit religiøse Følelsesliv nær ved de Kilder i Menneske-hjærtet, af hvilke Kristendommens Kærlighedslære er udsprungen. Medens Dogmelæren paa denne Maade træder tilbage for Udøvelsen af Hjærtets Krav, stiller han den ureflekterede Tro paa Gud som en nødvendig Betingelse for, at disse Hjærtets ædle og velgørende Egenskaber i Livet selv kan komme til deres Ret og bevare deres Kraft, denne Tro er for ham som den Stok, til hvilken selv den frodigste og skønneste Ranke maa bindes for at holde sig oprejst. Saaledes bliver „Guds Dyrkelse Menneskets egen Dyrkelse“, og „for sin egen Skyld tror Mennesket paa Gud . . . Giv det endog et Hjærte fuldt af Uskyld og Kærlighed, men lad det glemme Gud, det vil miste sit Hjærte og fortære sig selv i sin egen Kummer.“ Man læser igen Pestalozzis egen Udvikling og eget Hvilepunkt ud af saadanne Linjer. Han er i den Grad udviklet som Personlighed og har en saa udelukkende og levende Sympati for det