Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

Pestalozzi: „et schweizerblad“. 247 personlige i Livet, for personlige Sorger og Glæder, personlig Stræben og Fortvivlen, for Personlighedens Kamp for at vinde sig selv og sejre over sin Skæbne, at Personligheden bliver ham Livets dybeste Grund og Støtte, kun i Troen paa den guddommelige Personlighed ser han Frelse og Sejr for den menneskelige. Idet han gaar ud fra de Følelser, Livet selv har lært ham, saa bliver Faderens Kærlighed til Sønnen Forbilledet for hans Opfattelse af Guds Forhold til Mennesket, og idet Sagen saa igen vendes om, bliver Guds Faderlighed overfor Mennesket Mønsteret for Familieforholdet og dette igen overført paa Samfundsordningen. Denne Maalestok giver Pestalozzis politiske Frihedsideer et eget Præg. Som Schweizer priser han Friheden og ser i denne Livets største Velsignelse, og i sin varme Følelse for Mennesker anerkender han alles, selv de ringestes, Ligeberettigelse. „Løft igen“, udraaber han, „den laveste Menneskehed til Følelse af sin Værdighed og af sin Lighed med eder, I vise!“ Og som et ægte Barn af den moderne Tid sætter han de enkeltes Velvære som Samfundets Maal. „Uden huslig Velstand, denne Menneskehedens øverste Velsignelse, til Endemaal er det ubegribeligt, at et Folk med Opofrelse skulde søge Frihed,“ er hans Ord. Men for dette den enkeltes personlige Velvære er han saa igen tilbøjelig til at ofre den abstrakte Frihedsret, og han anlægger paa Forholdet mellem Fyrste og Folk en Synsmaade, hvis Udtryk just ikke tyder paa nogen stærk Følelse for den politiske Frihed. „Naar Fyrsten vilde betragte Bonden ligesom Planteren Slaven, som en Vare, hvis slette Beskaffenhed maatte virke umiddelbart paa hans Pengepung, saa vilde de simple Folk i Landet ogsaa rundt omkring blive anderledes forsørgede.“ Han synes endog at