Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

248 PESTALOZZI: „et schweizerblad“. undskylde selve Negerslaveriet, naar Herrens Egennytte gør Livet sorgfrit for Slaven. „Derfor“, siger han, „forbedrer ogsaa de vestindiske Slavers Skæbne sig synligt, og deres Tilstand er til Trods for Fordommen med deres Navn i Stand til en Tilfredsstillelse og Beroligelse, som langt overgaar, hvad den ringere Del af de europæiske Folk .hist og her nyder.“ Det er det patriarkalske Forhold gennemført til Yderlighed, som har forsonet Pestalozzis retfærdskæmpende Sind. Han har igennem sig selv og sine Omgivelser set, hvilken Betydning det daglige Livs materielle Forhold har for Udviklingen af det aandelige Liv, og idet han har set hine betryggede ved Slaveejernes faderlige Omsorg for deres levende Gods, har hans Øje uvilkaarligt gjort sig skyldigt i et Fejlsyn, og han har forvekslet Midlet med Maalet. Den Opfattelse af Friheden, der er ham ejendommelig, findes klarest i følgende Ord: „Ren Faderaand og ren Barne-aand er Kilden til al Husvelsignelse og Støtten for alle Frihedsnydelser; hvis disse hellige Baand mangle i Folkets og Regeringens Aand, er hverken sand Regeringskraft eller Frihed mulig.“ Faderens Stilling er at være Autoritet, Barnets Følelse er Pietet; Pestalozzi forstaar altsaa ved Frihed den ukrænkede Bevarelse af de nedarvede Samfundsformer, ikke den Tilstand, hvor Friheden er Selvbevidsthed og Selvbegrænsning og Loven det samfundsbekræftede Udtryk for de enkeltes indre Natur. Hans Frihedsbegreb ligger forud for den franske Revolution, han er ikke naaet til Friheden som almindelig Grundsætning. Derfor har i hans Øjne „de mægtiges Stand intet Baand, som sikrer den svage uden dens indre Menneskehjærte . . . Herskabets Hoved og Hjærte udgør Bondens Ve og Vel, og hans Lykke beror paa, at det, overbevist om hans Troskab, har Kærlighed til