Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

pestalozzi: „et schweizerblad“. 249 ham, ønsker ham velforsørget og er oplyst om hans Tilstands og hans Stillings Tarv.“ En af hans Betragtninger minder mærkeligt om Vornedskabets Oprindelse: „Det naturlige øjemed med Afhængigheden er den store Samfundsvelgerning Sikkerhed; og hvor Afhængigheden yder Mennesket denne, der kan dets Tilstand i det store og almindelige ikke være ønskværdigere. Mennesket er i denne Tilstand som under en god Ammes Pleje.“ Han tænker ikke paa, at der kommer en Tid, da man ikke føler sig vel ved at gaa i en Ammes Ledebaand. Men naar han nu saaledes stiller Regering og Øvrighed i eir højere Rangklasse end det øvrige Folk som den Formynder, der tænker og handler paa dets Vegne, saa søger han dog igen at udfylde denne Kløft ved paa alle Omraader at grundlægge Regeringskunsten paa den sjælekyndige Indsigt i Folkets Tilstande. „Man maa nødvendigvis være Folket nær, naar man vil regere det rigtigt,“ det er hans Regeringsgrundsætning. „Saa længe Mennesket har ulige Fødder, maa det ogsaa have ulige Sko; derfor maa Regeringen hundrede Gange selv af Folkets Skikke og Sæder og vante Nydelser abstrahere de Midler og Veje, hvorved den alene kan naa sine mest velgørende Øjemed.“ Her træder Pestalozzi i en afgørende og sund Modsætning til den samtidige filantropinske, rationalistiske Skole i Tyskland, der med Rousseaus Ideal af den vilde, den nyskabte Adam, for Øje vilde opdrage Mennesket som Menneske i Almindelighed uden noget Hensyn til den Jordbund, hvoraf det var vokset op, og af hvis Stoffer dets Liv havde faaet sit Præg. Men selv om nu Regeringen efter Pestalozzis Mening skal være den styiende og ledende Tanke i de ringeres Udvikling, saa skal det dog ikke være nogen udvortes Tvang, der mekanisk