Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

250 PESTALOZZI: „ET schweizerblad“. presser dem frem, men „den ægte Bane at føre Bonden og overhovedet Mennesket videre paa er sikkert altid at bringe det til at se og føle, at det er tilbage“. Her staar han saa nær som nogen Sinde ved den nyere Tids Frihedsopfattelse. Og selve Fyrste- og Øvrigheds-magtens Hellighed afhænger af denne overlegne Evne til at forstaa og lede Undersaatterne, dens Ret er bunden til Udøvelsen af dens Pligt. „Naar man blot betragter os som smaa Herrer,“ lader Pestalozzi en af sine Personer sige, „saa staa vore Rettigheder paa en meget vaklende Fod, ti de grunde sig paa vore Pligter, og hvor disse ikke blive opfyldte, der er det hellige i vore Rettigheder en indbildt Skygge.“ Et af de Samfundsanliggender, han særlig sysselsætter sig med, er den rette Maade at behandle Forbrydere paa. Hans varme Medfølelse for alt menneskeligt bringer ham her til at nedrive/den stejle Skranke mellem Forbryder og Ikkeforbryder; han ser i Forbryderen et Menneske, som Omstændighedernes Magt har bragt i Strid med Samfundet, og i Mennesket en Forbryder, hvem Samfundets kortsynede Magtesløshed har frikendt for Forbrydelse. Allerede i „Kristof og Else“ siger han herom: ,.Med Galge og Hjul straffes næsten altid kun overilede Handlinger af ulykkelige Lidenskaber og Handlinger, hvortil menneskelige Stakler for det meste ere bievne foranledigede ved ynkværdige og beklagelige Omstændigheder eller pludseligt og voldsomt henrivende Følelser. Det stille, vedholdende Røver- og Morderliv, som raser langsomt og med nogen Forsigtighed indenfor Menneskenes Gadedør, er ikke vant til at blive straffet med Galge og Hjul.“ Det allestedsnærværende Løsen for hans Tanker om Forbrydere er den Sætning: „Man kan ikke noksom gentage, at