Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

Pestalozzi: „et schweizerblad“. 251 Forbryderne ere Mennesker og overhovedet sikkert ikke vanskeligere at vinde end andre Folk.“ Han indretter derfor ogsaa hele Ordningen af Straffe- og Fængselsvæsenet saa godt som udelukkende med Forbryderen og slet ikke med Samfundet for Øje, Aanden deri bliver den moralske Paa virkning, ikke den sociale Sikkerhed. „Fængsel, Tugt- og Arbejdshus er intet andet og skal intet andet være end en Skole for det vildfarende Menneske, der kan føre det tilbage til den Bane og den Tilstand, hvori det vilde været uden sin Vildfarelse.“ Men naar den rette Indflydelse skal gøres gældende paa Forbryderne, .saa maa der tages et udtømmende Hensyn til de enkeltes Natur og Udvikling; som Regeringen af et Land maa være bygget paa den psykologiske Indsigt i Samfundsklassers og Personers Natur, saaledes „maa man ogsaa lægge Mærke til Forskellen paa Fangerne i deres Omstændigheders hele Detail, man maa kaste sit Øje paa deres Behov, deres Kundskaber, deres Færdigheder, deres særlige Fejls Natur, deres vante, gamle Levevis osv.“ For at en saa broget Kundskab kan blive mulig, maa Livet i en Forbryderkoloni afspejle hele det virkelige Livs Rigdom og Mangfoldighed af Sysler, og Valget imellem dem være frit for de enkelte, saa at enhver kan komme paa den Hylde, hvor hans Evner føle sig hjemme, og han igennem Arbejdet og de ædler© Kræfter, det udvikler, kan vinde den moralske Bevidsthed og den ærlige Vilje tilbage. Derfor bør intet Fængsel være livsvarigt; Tanken om Friheden og om engang igen paa ærlig Maade at kunne udfylde sin Plads i Verden bør være den Løftestang, der hæver Arbejds-lysten og Arbejdskraften i Vejret: „Haabet om Forløsning maa igen udvikle Ærens, Selvkærlighedens og Menneskekærlighedens Grunddrifter hos alle Fanger."