Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

252 Pestalozzi: „et schweizerblad“. Naar saaledes Fængselslivet blot bliver en Folkeop-dragelse af en egen Art, bygget paa de samme Grundsætninger som al Paavirkning af Menneske paa Menneske, saa følger det næsten af sig selv, at den, der endnu som voksen særlig trænger til opdragende Omhu, ikke selv har Evnerne eller Myndigheden til at opdrage sine Børn; idet Staten tager Forældrene under sin Behandling, maa den ogsaa slutte Børnene i sine Arme, „Forbrydernes Børn maa samtlige, indtil Staten er forvisset om hines Bedring, fratages dem og opdrages under Statens Opsyn“. I Overensstemmelse med sin stærke Følelse af det virkelige Livs og de huslige Eorholds opdragende Magt kæmper Pestalozzi varmt imod at flytte saadanne Børn sammen i store Opfostringshuse, 'hvori Livet er afløst af Kunsten, Friheden af Tvang. „I Vajsenhuset træder en kunstig Førelse i Stedet for den naturlige Hengivenhed, Lokalkundskaberne og Øvelsen gennem Husets Skik; en kunstlet Orden forandrei Naturordningens Aand og Færdigheder, hvori den simple Mand bliver uddannet i sin Hytte.“ Opgaven bliver derfor at lade Børnene saa vidt som muligt blive i de naturlige Forhold og rodfæstes i dem, blot undei Statens omhyggelige Tilsyn. Og der kan ingen Tvivl være om, mener han, at denne Statens faderlige Omsorg for de umyndige vil virke forædlende og frelsende tilbage paa Forældrene. „Naar Fangernes bedre opdragne Børn“, siger han, „fra Tid til anden stilledes dem for Øje, naar de saa Statens Omhu for at opdrage dem til alt godt, hvilken Forbrydersjæl vilde da ikke igen hæve sig?“ Men idet Pestalozzi saaledes ved alle Midler søger at rejse den faldne, saa gaar han dog endnu dybere ind paa Sagen, idet han søger at paavise Midlerne til at hindre ham helt fra at falde. Det er her som overalt