Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

PESTALOZZI: „et schweizerblad“. 253 hos Pestalozzi: han fremstiller aldrig den enkelte Livsytring og Maaden at lede den sondret og afskaaret fra Livet som Helhed, han søger dens Grund og Forudsætning i den hele sammenhængende Kreds af Forhold, hvoraf den er udsprunget, saa at han overalt søger Lægedommen og Udviklingsmidlet i det, der ligger bag ved eller neden under den enkelte Følelse og Handling, i den Livshelhed, hvis enkelte, nødvendige Ytring den er. ,.Principiis obsta!“ kunde man skrive over hans hele Metode. Hvor han saaledes taler om Sygdomme, siger han: „Alt hænger sammen, og Grundbetingelserne for de ægte. Hjælpemidler mod ødelæggende Epidemiei maa sandelig forberedes i Barnestuen og i fekoleundei-visningens Metode.“ Hvor han taler om Lægens Optræden, siger han: „Midlerne og Vejene til at bevirke, at Lægen kan tale jævnt og lige ud af Posen med Bonden, forudsætter, at Bonden i det hele taget bliver uddannet til simpel Opmærksomhed paa sig selv, paa sine Medmennesker og paa den ham omgivende Natur og i Henseende til sine Rettigheder og Livsnydelser sættes i en saadan Tilstand, at han er i fetand til dette Fremskridt.“ Endelig, hvor han taler om Forbrydere, siger han: „Fangernes Forbrydelser have foi det meste været Følger af deres Elendighed, som man ikke har forhindret, og naar man havde sand Menneskekærlighed i Hjærtet, saa vilde man søge at sætte Bom for Forbrydelserne der og af hjælpe Kilderne dei til. Og selve den humane og forædlende Behandling af Forbryderne, hvis Talsmand han er næsten 100 Aai før vore Dage, lader han heller ikke staa som en enlig, paa sig selv støttet Fremtoning. „Det store Punkt at turde behandle Forbrydere menneskeligt afhænge! aabenbart af den indre Orden, Kraft og Visdom i