Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

254 PESTALOZZI: „et schweizerblad“. Statslovene og derets Forvaltning.“ Ved saaledes at begrunde dybere og dybere, at pege videre og videre for at naa det rette Begyndelsespunkt, Livets første og egentlige Grundform, den, der for ham er Tilværelsens Kilde og derfor bør gennemtrænge alle Livets mangfoldige Omraader med sin Aand og omskabe dem i sit Billede, kommer han til Familieforholdet, Forholdet mellem Forældre og Børn, for ham Livets egentlige Kærne. Ordene Fader og Moder ere for ham hellige Hædersnavne, som han ikke kan nævne uden Rørelse. Som det huslige Livs sikrede Tilværelse er ham Samfundets Formaal, saaledes er det ogsaa dets eneste faste Grundvold. „At holde hvert Naturens og Blodets Baand stramt er visselig den største, menneskeligste Statsvisdom . . . Huslig Visdom er i Menneskets Dan-. nelse som Stammen paa Træet; paa den maa alle Grene af menneskelige Kundskaber, Videnskaber og Livsbestemmelser ligesom indpodes og indplantes, men hvor denne Stamme selv vantrives og er svag, der dø de indpodede Kviste, og de indplantede Skud visne.“ Saaledes har han i sin Tankes Udvikling beskrevet den Kreds, ved hvilken han er vendt tilbage til sit Udgangspunkt. Her er han nu paa sin egen Boldgade, og ingen har de Ord i sin Magt til Familielivets Forherligelse som han. Først og sidst er Familielivet Opdragelsens egentlige, uundværlige Arne. „Det er maaske Jordens første Fornødenhed“, siger han, „igen at bringe Børnene i alle Stænder Fader og Moder saa meget nærmere, som de i vort Aarhundrede i Almindelighed ere bievne fjærnede fra dem.“ Faderen maa derfor i Modsætning til Læreren være Opdragelsens egentlige Hovedmand, Læreren maa forstaa at underordne sig for netop derved at kunne gribe ind paa