Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

256 PESTALOZZI: „ET schweizehblad1'. Dagligstuen for Barnets Øjne, er naturligvis i Barnets Hoved forbundet med tusind forudgangne lignende Billeder fra samme. Fag og har altsaa indre Sandhed for Barnet.“ Og netop derfor bl. a. vender Pestalozzis Tanke sig saa tit med Længsel mod Fortidens jævne Mennesker, fordi de forstøde at præge Familielivets Tradition fast og sikkert i Børnene og opdrage dem derigennem. Hvori bestod denne Kunst? spørger man. Jo, svarer han, „den store Hemmelighed i vore gamles Opdragelse bestod deri, at de i alle Stillinger altid saa hurtigt som muligt søgte at opnaa Hjælp af deres Børn i deres Husholdninger . . . Ti at leve, være lykkelig i sin Stand og blive nyttig i sin Kreds er Menneskets Bestemmelse, er Maalet for Børnenes Opdragelse.“ Det er den lykkelige Traditions Forkæmper, der med Pieteten til Muse her har Ordet, ikke Fremskridtets Apostel, der indser, at al menneskelig Udviklings Gang er at udskille og sondre for igennem Adskillelsen igen at samle, og at Udvikling og Gentagelse ikke er ét. Sammen med denne hans Sans for det eksisterende hænger den stærke Vægt, han lægger paa Erfaringen. „Erfaringen er Sandhedens Segl, den være eder i denne vigtige Genstand den Ledestjærne, I følge,“ siger ban, „derfor se jer for, gransk og udsøg blandt Menneskene dem, der holde deres Husholdninger og Haandteringer bedst i Orden; ti dem er det, der ere bievne bedst opdragne til deres Stilling og Bestemmelse, og I vil allevegne se, at Kvinde og Mand af Fader og Bedstefader har lært Sæder og Vaner, paa hvis Efterfølgelse deres Husholdnings Lykke i sildigere Aarhundreder vil bero, som den i tidligere Aarhundreder er bleven grundlagt derpaa.“ Som det, der har suget sin Livskraft af Erfaringen, bliver saaledes det bestaaende og nedarvede