Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

Pestalozzi: ,}et schweizerblad“' 257 en stærk Magt i al Opdragelse, og Opdragelsens Midler maa dele sig i en lige saa stor Mangfoldighed, som Livets Veje ere mange. Intet er ham derfor mere goldt og frugtesløst end Opdragelsessystemer, der svæve i Luften hen over alle Virkelighedens bestemte Forhold uden at slaa Rod i noget af dem; ti de overse, af Livet kun er til som denne enkelte bestemte Virkelighed, og at alle Regler, der vil omgaa den, skyde fejl af Maalet. „Derfor ere de almindelige Opdragelsesregler, der passe paa alle Klimaer, alle Regeringsformer, alle Kaldsretninger, fra først til sidst akkurat lige saa gode som Søndagsprædikener af samme Surdej, der saa tit og ofte opbygge hele Menigheder, men derimod saa sjælden hjælpe et enkelt Menneske paa rette Vej.Pestalozzi har ved sit Liv i den lavere Befolknings Midte, ved sin tvungne og frivillige Omgang med dens Medlemmer faaet Øjet aabnet og klaret for de karakteristiske Egenskaber, som de forskellige Næringsveje frembringe hos Mennesker, og kan saa meget mindre døje de almindelige, svævende Anvisninger, der aldeles se bort fra dem. Livet først og Livet sidst, det er hans Valgsprog. I Skolen, som for en stor Del maa gaa let hen over disse Forskelligheder, ser han derfor ogsaa i en vis Forstand et nødvendigt Onde, der er hidført og nødvendiggjort ved Tidsalderens forfejlede Udvikling. Ti, siger han, „jeg véd fuldtvel, at Luksus, Fordomme, trykkende Skatter og alle Slags andre Omstændigheder paa den stakkels Jord gøre, at næsten ingen mere saa-dan rigtig kan være Fader og Moder for sine Børn, og saa er det jo rigtignok godt, at man til Trøst i denne Ulykke har oprettet Skoler og holder stift og fast paa, at det stakkels Folk betænksomt skal tage sin Medicin, saalænge det er sygt.“ Han giver selv i Skildringen 17 H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II.