Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

258 PESTALOZZI.’ „et schweizerblad“. af sin Søns Opdragelse et Eksempel paa, hvorledes en Fader skal tage sin Søns Udvikling i sin egen Haand: „Jeg taler med min Søn om meget faa Ting, jeg vænner ham i al Enfoldighed til at se og til at høre, hvad deler rundt omkring ham, jeg følger med ham den Orden, hvori alle de Ting, han lever i, ere stillede fjærnt eller nær ved ham af Vorherre, der, som jeg tror, har skabt denne Orden. Jeg begynder altsaa i Undervisningen med ham ved det, som er ham det nærmeste i den Stilling, hvori det befinder sig, og dette maa min Søn ganske kende og fuldkommen forstaa at manøvrere med, før jeg skrider videre med ham og vandrer hen til det, som i den Orden, der nu engang er tilstede, er længere borte fra ham. Om at lade dømme og drage Slutninger af Tingene er der endnu ikke Tale hos os. Han skal i sin Barnealder kun se og høre; naar han engang bliver opfyldt af en eller anden Ting, saa vil Slutnings- og Dømmekraften komme af sig selv og følge efter. Der er slet ingen Fare for, at Slutten og Dommen for sent skulde komme over Mennesket, men der er meget stor Fare for, at denne Tilbøjelighed skal komme over det, før det er modent dertil. Derfor er ogsaa Grundlagene for vort Opdragelsesaarhundrede, den tidlige Læsen og Skriven med Børn, hvorved deres utidige og umodne Dommen ligesom bliver udruget, slet ikke saa priselige Sundhed sarkana, som de efter den almindelige Øvelse deri skulde synes. Min Knægt bliver om faa Dage 12 Aar gammel og kan endnu hverken det ene eller det andet, og jeg er ganske rolig ved denne Mangel; jeg erkender vel, at den gode Dreng efter min Manér paa ingen Maade kan glimre, og at han ved alle Eksaminer vilde staa langt tilbage