Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

PESTALOZZI: „et schweizerblad“. 259 for alle sine jævnaldrende; men det foruroliger mig ikke, jeg lader ham slet ikke eksaminere, fordi det er mig kært, at han lever ukrænket, og det er mig aldeles ligegyldigt, om nogen finder, at han er lovlig kejtet, og at det, han véd, slet intet har at betyde. Det er mig nok, at jeg ser, han ogsaa kan bruge det, han véd, og det er mig en Glæde, at det, han selv erfarer, kommer ind i et ubelæsset Hoved, hvor der ogsaa er Plads til det, mens vi andre i vor Ungdom ikke mere havde nogen Plads tilovers i vor Hjærne til vore naturlige særlige Erfaringer, da alt var blevet besat deri mod vor Vilje med Tvang og Kunst og Vold.“ Det er mærkeligt nok at se dette virkelige Sidestykke til den trettenaarige Emil hos Rousseau, og jeg behøver ikke at minde om, hvorledes Grudtvigs Tankegang i mange Punkter paa en Prik stemmer med denne Skildring som med Pestalozzis hele Opfattelse i samme Retning. Idet Pestalozzi taler saaledes om sin egen Søns Opdragelse, træder det klart frem, at han staar Side om Side med Rousseau i at anerkende Barndommens Ret til at leve sit eget Liv, i den Tanke, at „naar Mennesket skal blive til, hvad det bør være, maa det som Barn være og som Barn gøre, hvad der som Barn gør det lykkeligt“. Men som man kunde vente af Pestalozzi, forstaar han derved ikke Barn ganske i ubestemt Almindelighed, men begrænser og bestemmer sin Tanke ved at lade Barnet være Barn i en bestemt Livskreds, en bestemt Stand; ti naar Stand og Stilling virker forskelligt udprægende ind paa de voksne, saa maa denne Indflydelse forgrene sig ud i alle Samfundets Led, ogsaa i Barnet, og give