Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FBIEDERICH FBÖBEL. 267 den Guddomsenhed, hvori det selv og alt Liv aander og lever. Enhed er først og sidst Løsenet, Enhed med sig selv, Enhed med Verden, Enhed med Gud. Denne Tænkeren Fröbels Livsopfattelse finder Digteren Fröbel virkeliggjort i Kristendommen. Naar Kristendommen lærer, at Gud er Menneskenes Fader, saa giver den i et for alle Mennesker forstaaeligt Billede til Kende, at Gud er Livets virksomme, levende Enhed. Og fordi Jesus (vel at mærke: Jesus, ikke Kristus) først har undfanget og i sit Livs Renhed har gennemført Tanken om at være Guds Barn, er han som Menneske Guds sande Søn. Han er Menneskelivets Blomst og dets Ideal, der „i inderlig Enhed med Gud er en klar Tænker, en sand naturkyndig, en dyb Historie-gransker, en elskende, lykkebringende Menneskeven, rig paa Livserfaring, utrættelig virksom selv i ydre Livs-fornødenheders Tjeneste, og der tilsidst samlsi alt dette i ét som den ligesaå stille og roligt som sikkert handlende vise, der ikke blot elsker sit Folk og sit lædie-land, men gaar ud over dem begge og elsker dem begge i Menneskeheden, og idet han ligesom vender tilbage til dennes Kim- og Hjærtepunkt, atter elsker den i Barnelivet, i Barneverdenen, ja i hvert enkelt Barn“. Fordi saaledes Jesu Lære og Liv har grebet Menneskelivet i dets Midtpunkt, maa alt sandt Menneskeliv være kristeligt. Fröbels Forhold til Kristendommen bliver altsaa det, at han, baaren og geniiemtrængt af en Livsopfattelse, der er udsprungen af hans egen personlige naturlige Trang, tilkender denne Opfattelse Kristendommens Navn og paa den Maade gør Kristendommen til Livets Sandhed og Grundlag for al menneskelig Virksomhed. Idet hans Pietet for Virkeligheden lader hans be-