Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRIEDERICH PRÖBEL. 269 melighed, Julen fejrer. Men endelig er Julen jo den hellige Nats Fest, og er ikke den funklende Stjærnenat Naturens mest ophøjede Skuespil, vækker ikke Natten, idet den dækker alt med sin mørke, stjærnesmykkede Kaabe, en andagtsfuld Anelse om det Moderskød, den Grundkilde, hvoraf alt er udvældet, om Gud? Saaledes bliver Julen et Sindbillede paa den reneste og inderligste Forening med Naturen, med Menneskene og med Gud, et Sindbillede, hvis forædlende Indflydelse forgrener sig ud i Barnets fjærneste Fremtid. Idet Fröbel forstaar en Tings Livssymbolik, finder han Hvile i den, Naturen faar derfor let et mytisk Skær for ham; hvor hans Tanke ikke naar at vise den levende, virksomme Enhed i Tilværelsen, som den stadig eftersporer, der finder den dog en Tilfredsstillelse i den drømte Enhed, den ved Fantasiens Hjælp faar bragt i Stand, og i saadanne digteriske Billeder nyder han Livet rigest og fyldigst. I sit 30te Aar flakkede han vildsom omkring, dreven af en selv ham uforklarlig, ængstelig Længsel; det var den Enhedstanke, der blev hans Livs klare Løsen, der nu gærede uroligt i ham, idet den kæmpede sig frem. Da steg ved Synet af en dejlig blomstersvulmende Have Savnet af en Lilje, der i sin hvide Farve kunde forene alle Farvers Skønhed og i sin ædle, stille Vækst staa som en Sejr over de kæmpende Kræfters Ufred, frem i ham, og det var ham, som om han havde fundet sin Længsels Maal: Livets Enhed og Sjælens Ligevægt traadte frem for ham i Liljen. En Snes Aar senere styrer han under fortvivlede ydre Kaar et Opdragelseshus og føler sig kuet og nedstemt af Trykket, der hviler paa ham; men en Rose, der „omgiven af de reneste, uforkrænkede Blade, hævede sit skønne, Øjnene blufærdigt sænkende Hoved,