Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

270 FRIEDERICH FRÖBEL. liflig, udadlelig, fuldkommen som en Dugdraabe, hvilende i sig selv“, løfter hans sunkne Mod som et Billede paa Verdenslivets fuldendte, altgennemtrængende Harmoni. I saadanne Stemninger vugger Fröbels Tankeliv sig langsomt fremad og selve hans Opdragelsesideer faa deres Præg deraf; hans Tanke har en ejendommelig Evne til at se alt i alt, ved hvis Hjælp den bestandig svinger sig fra det enkelte til det hele. Hans Tanker om Opdragelsen springe selvfølgelig ud af hans Tanker om Menneskelivet i det hele taget. Det følger af hans Grundtanke om alt Livs organiske Natur, at Menneskeslægten bliver et stort organisk Væsen, der udvikler sig efter organiske Love, og hvert enkelt Menneske bliver ligesom en formindsket Udgave af den samme Udviklingsgang; de Love, der gælde for Menneskeslægtens Historie i det store, bør Opdragelsen udgranske for ikke hos Barnet at gaa fejl af det rette. I hver af de historiske Perioder er en enkelt af Menneskenaturens Grundevner Hovedskuespilleren, i hvis Handlinger de andre Evner og Drifter lægge deres Kraft, og saaledes er det ogsaa paa det enkelte Menneskes vekslende Alderstrin. Kristi Tid staar som den, hvori Hjærtets Krav kom til Gennembrud og Sindelaget skulde udfolde sit Liv gennem Troen, Nutiden søger Aandens Tilfredsstillelse og fordrer Erkendelse, men vel at mærke saaledes, at den som i al organisk Udvikling optager det tidligere Trin i sig. Menneskeslægten har nu naaet det Øjeblik, hvor den ikke længer skal lade Livet spire ubevidst i sig, men ved Granskning af Udviklingslovene skal hindre Vantrivsel og Vildskud og det Kraftspild, der er en nødvendig Frugt af, at Kræfterne maa famle sig frem paa egen Haand. Selv det frodigste aandelige Liv fortørres og forbenes let, naar