Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRIEDERICH FRÖBEL. 271 det ikke ledes ind over Erkendelsens Enemærker. Og hvorfor mon ellers al Barndom og Ungdom svulmer af en Rigdom, som man selv først lærer at kende, naar den er tabt? Det er selve den historiske Udviklings Krav, at Opdragelsen skal grundlægges paa en af Tænkning og Erfaring fremavlet Indsigt i Menneskelivet og Menneskenaturen. Men ligesom der i Slægtens Historie er gaaet lange Tidsrum, inden den er modnet til et klart Erkendelsens Liv, saaledes maa ogsaa i Individets Liv dennes Ret først hævdes, naar dens Tid er kommen ; det er jo dog ikke Erkendelsen, der skaber Livet, den maa derfor ikke ubetimelig trænge sig frem, førend Livet har udfoldet den Rigdom, den skal sysle med. Paa hvert enkelt Livstrin maa Livet modnes i Mennesket, inden der gaas videre, den langsomme Udvikling er den sikre og den naturlige Udvikling. Med al denne Fastholden af det bestemte Livstrin, indtil det har gennemløbet sin Bane fuldt, skal der dog ikke bjgges nogen kinesisk Mur om det, der spærrer al Udsigt og ihjelslaar Tanken om og Længslen efter det højere; den hele, fulde Udvikling skal som en stille Strøm rulle hen under hvert enkelt Trin; allerede i Drengen skal Yhglingen og Manden være skjult. Derfor kan den enkelte Livsdel aldrig afslutte sig i død, færdig Ensidighed, men Udviklingstanken maa være levende tilstede deri, hvorved al Stands- og Kasteopdragelse er dom-fældt. Og Foreningen af denne Langsomhed, der dvæler længe nok ved hvert Skridt til at faa alt med, og denne Hast, der stadig sporer til at gaa fremad og fremad, er Mønstret for al sund Udvikling. Til de forskellige Livstrin kommer Sandheden til at staa i Forhold; hvad der kan udtrykke og opfylde et Væsen paa dets givne Standpunkt, bliver derved Sandheden for det;