Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

272 FRIEDERICH FRÖBEL. men disse forskelligt omfattende Sandheder kan ikke staa i Strid med hinanden, saa vist som alle Væsener og alle Sandheder hvile i den ene Sandhed, der er Livets Kilde. Og disse forskellige Sandheder faa forskellig Rang efter det Omraades Mangesidighed, de beherske; jo dybere Forklaringen gaar til Bunds i Livet og jo større Kreds deraf den omskriver, desto mere blivende og uforanderlig staar den, desto rigere er ogsaa de Forgreninger, den i sin Anvendelse skyder. Denne Tanke om Sandhedens mangfoldige Skikkelser i Tiden og Rummet, til hvilken Historien giver Illustrationer i stor Stil, er praktisk gennemført den Kunst, hvori al Opdragelse bestaar. Igennem Erkendelsen at naa Tilværelsens højeste eller dybeste Enhed bliver Menneskets sande og blivende Opgave, og derved besejrer den enkelte de Grænser, indenfor hvilke han som enkelt ei stedet, idet han gennem Erkendelsen lever sammen med Tilværelsens hele Livsfylde og trænger ud over Tid og Rum, som forsvinde i Enheden, i Gud; saaledes tilkæmper Mennesket sig sin sande Udødelighed, samler og finder med klar Bevidsthen i sin Nutid tillige Fortid og Fremtid. Naturen bliver ved en saadan vis Erkendelse af den for Mennesket „ikke længer noget dødt, stumt, adsplittet, sønderrevet, hjærteløst, et Skræmmebilled, eller vel endogsaa noget, der gør Mennesket til Synder, nej, den bliver et levende, talende, følelsesfuldt Enhedsvæsen, et til Livet førende Gudsbarn“. Men skønt Erkendelsen er Menneskelivets Toppunkt, er den dog kun én Side af den Virksomhed, der er Menneskets Grundnatur, og det ikke engang den Side af den, der først vaagner og ytrer sig. Baade Menneskeslægtens og det enkelte Menneskes Historie viser, at det altid er Praksis,