Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRIEDERICH FRÖBEL. 273 der er Moder til Teori, at Handling gaar forud for Erkendelse som Kunsten forud for Videnskaben eller Sproget forud for Grammatikken. Mennesket har til alle Tider været skabende, frembringende, før det har været erkendende; det er det indre stærke Liv, som rører sig, som vil ud, vil danne sig Skikkelse, vil se sig selv stadfæstet i et ydre Legeme. Derfra den urolige Virksomhedsdrift, der jager Barnet fra det ene til det andet, der lader det begynde paa det umulige uden at veje Kraft og Formaal mod hinanden og snart træder frem som Ødelæggelseslyst, snart lader det glæde sig ved sin ufuldkomne Frembringelse og føre sit eget spillende Liv over paa den døde Klods, det sysler med. Derfra den stærke Tillokkelse, alt saadant Stof har for Børn, der blødt og smidigt lader sig forme under deres Hænder og villigt blot ved et Tryk antager alle de vekslende Skikkelser, deres Indbildningskraft fremtryller. Legen er den naturlige Form, hvori dette Barnets indre virksomme Liv giver sig til Kende. Ifølge Menneskelivets organiske Natur blive alle Livsytringer lige nødvendige og betydningsfulde, og noget af det nye hos Fröbel er det Blik for Legens Vigtighed, han vil bringe ind i Opdragelsen, og hvorved han vil give den tidligste Opdragelse dens rette Indhold. Han ser i Barnets første Byggelege den første, usikre Drift til at forklare sig den lavere Natur, det er dens krystaldannede Virksomhed, Barnet i sin Byggen ubevidst efterligner, og Efterligningen, Genfrembringelsen er det første Skridt til Forstaaelsen. Legen bygger en Bro mellem det uorganiske Liv og det organiske Fornuftliv; i den ytrer Menneskets høje Kald til bevidst at optage det Liv i sig, der tjener dets eget til Fodskammel, sig tidligt levende. Men medens Legen saaledes optager Naturens 1 O H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. II.