Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

282 FRIEDERICH FRÖBEL. Siden af hinanden. Grunden er allerede lagt i „Børnehaven*^ indholdsrige Virksomhed; den har ført Barnet igennem sin praktiske Frembringen til det ordnede Erkendelseslivs Grænser, hvor Undervisningen skal tage fat. Ogsaa her er det en virkelig Trang i Barnet, der gribes og mættes. Medens i den første Barndomstid Livet kun rører sig i Barnet for at røre sig og ytre sig, og dets Bevægelse derfor fortrinsvis er indenfra udadtil, f. Eks. naar det lille Barn i Følelsen af sin vaagnende Tungefærdighed lader Munden løbe om tøst og fast uden bevidst Tanke om at lyve, saa gaar det hos den næste Alder tillige den modsatte Vej, idet Barnet søger at optage det ydre i sit Indre og forstaa det. Naar Drengen klatrer op paa høje Steder eller ned i Dybder, saa er det ikke alene de urolige Kræfter i ham, der vil øves og prøves, men han drives ogsaa af en Trang til at overskue, til at samle alt det enkelte til et Hele og bringe sig det fjærne nærmere. Hans Lyst til at opsøge Huler og mørke Steder udspringer af Forventningen om at opdage og tilegne sig noget endnu ubekendt; derfra hans Jubel over formentlige nye Opdagelser. Den tilsyneladende ødelæggelseslyst hos Børn er i Virkeligheden ofte kun en stærk Undersøgelseslyst, og naar Spørgsmaal paa Spørgsmaal vælder over deres Læber, saa er det den samme Erkendelsesdrift, der sætter dem i Bevægelse. Ti ligesom den altfor store Afstand fra en Ting hindrer Tilegnelsen af den, saaledes gaar det paa samme Maade med den altfor store Nærhed; i den tidligste Barndom mangler Grænseskellet mellem Barnet og Omverdenen, Barnet smelter i Indtrykkene sammen med Tingene uden at kunne adskille dem fra sig selv, omtrent som de første overvældende Synsfornemmelser hos den helbredte