Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRIEDERICH FBÖBEL. 287 overskues. Tegningen er den regelbundne Uddannelse af en virksom Drift i Barnet, Driften til at give sit indre Liv en ydre synlig Skikkelse, særlig til at efterligne, hvad det har set. Den bliver derved en Affedning af Virkeligheden, hvis Yderside gør sit Indtryk paa Barnet, og Menneskeaanden, der modtager og gengiver dette; det er Modsætningerne, hvis Samvirken frembringer en Frugt, der har begges Egenskaber i sig. Og den bliver dernæst et Tegn paa selve det aandelige Livs Indhold, som det rører sig dybest i Barnet. Den træder saaledes baade i den genfrembringende og den selvfrembringende Indbildningskrafts Tjeneste. Tegning i Net maa lægge Grunden til Øjets og Haandens Uddannelse, Frihaandstegning følge derefter. Igennem hørlige Midler træder Menneskets Væsen frem i Sproget, og Sproget, der skal afbilde de fineste Bevægelser i Sjælen, maa nødvendigvis vælge det fineste og lettest bevægelige Legeme, Luften, til at præge sig i, og være hørligt. Idet det nu er Menneskeaandens Betegnelse af den indre og ydre Verden, saa følger det ogsaa de Love, efter hvilke Menneskeaanden udvikler sig, og faar sit eget Liv indblæst af det Blik, hvormed Mennesket ser paa det store Tilværelsens Liv, saa at et Sprogs Aand bliver et Billede af den hele Maade at tænke og føle paa. Saa deler med Nødvendighed Menneskesproget sig i Folkeslagenes forskellige Sprog og disse igen i Land-skabsmaal og disse igen i personlige Afskygninger, og denne stadige Strømning i et Sprog, der hindrer det fra at komme til Hvile i nogen færdig, afsluttet Form, er det, der gør det levende. Har Sproget mistet Evnen til at -forme sig til individuelt Udtryk for Individets aandelige Liv, til at føje sig efter dets, dog paa dybere Love begrundede, Vilkaarlighed, saa er det dødt. Til-