Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRIEDEBIOU PRÖBEL. C* æ 01 fundet hinanden, og Erkendelsen af denne levende Enhed er Maalet for Sprogundervisningen. I den historiske Undervisning er Sproget nu ikke længer Maal, men kun Middel. Ogsaa den har sin Tilknytning i Barnets naturlige Tilbøjeligheder. Intet elsker det saa højt som at høre Historier fortælle, og hvorfor? Fordi det mærker et indre uroligt Liv i sig, som det selv er ude afstand til at skaffe sig Udtryk for. Hvad det føler røre sig inden i sig, vil det se træde sig i Møde udenfra, og i den livfulde Fortælling, der gaar ind paa dets Tankegang og drager Forestillinger frem, som det kan magte, føler det en saadan befriende Magt, der maner et Billede frem af, hvad det selv ønsker og længes efter, medens den sysselsætter alle de famlende Kræfter i det, saa at det med tilbageholdt Aandedræt, raed funklende Øjne og lyttende Opmærksomhed hænger ved Fortællerens Læber. Og at det ikke er det ubekendtes Tillokkelse, der virker paa Barnet, men Trangen til at møde sig selv i en andens Ord, viser sig deraf, at de samme Historier stadig beholde samme Tiltrækning; selv hvor det i Forvejen har hvert Ord inde, og at det maa-ske netop har sin største Glæde i denne aktive Deltagelse, hvor det kan sige eller tænke: Nu kommer det ... Nu kommer det! Fra denne Fortællekunstens Tryllemagt over Barnets Sind maa Historieundervisningen gaa ud. Ad de Veje, som Barnets voksende Opfattelseskraft angiver, maa den historiske Fremstilling nu skride afsted, under et stadigt Vekselspil mellem Meddelelse og Gengivelse, idet ogsaa her Modtagelsesevnen og Frembringelsesevnen samtidig maa sættes i Arbejde. Lidt efter lidt drager da det hele historiske Menneskeliv som en Række Billeder i samlet Skare ind H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 19