Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

294 „børnevennen“. det „behageligste og lærerigste Tidsfordriv“; Lærerens Lomme er fuld af „Sukker - Pleskener, Makroner, Rosiner og Mandler“, hans Tale af „artige Fabler og Fortælninger“. Gennem Digtekunstens Frembringelser søger han „at gøre dem opmærksomme paa de Fejl, som han bliver var hos dem, og de urigtige Træk i deres Karakterer“. Historieundervisningen samler sig om „forskellige Folkeslags Sæder og Karakterer, Dyder og Laster“ eller om „store, fromme, dydige og lærde Mænds Levnedsløb“. Naturhistorieundervisningen gaar ud fra Tanken om, at „Mennesket er sat paa Jorden for at betragte Guds Underværker i Bygningen af denne skønne Verden“. Og for at Børnene kunne „lære at give nøje Agt paa deres Handlinger“ og i selvbevidst moralsk Stræben stryge Barnehammen af sig og komme de voksne saa nær som muligt, skulle de føre en Dagbog, hvori de „frit maa opskrive selv deres Fejl; og de gøre det gærne, fordi de da slippe med en lille venskabelig og kærlig Formaning, men om de søge at skjule dem, har at frygte for eftertrykkeligere Irettesættelser“; — denne Dagbog oplæses saa i Almindelighed for den samlede Familie. Lege blive for saadanne mod det borgerlig og moralsk nyttige higende Smaamestre „altfor smaa barnagtige Gøglerier“: „indtil den lille [5aarige] Lovise skulde enhver af dem holde det for en Ydmygelse, om man vilde forære dem Dukker“. Saadan er Slægtens fælles Bameideal i sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede; ganske samme Tankegang har i „Ungdommens Ven“ Frøken Satvæsen, „en nydelig lille Pige paa 10 Aar“, som „taler godt Fransk, kan læse tyske Bøger, danser overmaade vel, syr godt og gør selv alle de Blomster, hun bruger. Hun har allerede