Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

to ^5 „børnevennen“. klassiske Studier, gjorde ham bekendt med det engelske Sprog og førte ham ind i den bedste og nyeste Litteratur. Begge var de lidenskabelige Teatergængere, og fattige som de var, oversatte de i Fællesskab flere franske Stykker for at faa Fribilletter; de optraadte ogsaa liv er for sig som dramatiske Forfattere og kappedes i Udarbejdelsen af anakreontiske Digte — „Scherzhafte Lieder“ (skæmtsomme Viser) kaldte Weisse sine. Under alt dette havde han Skolegerningen for Øje som sit endelige Maal og lagde sig derfor efter Filosofi og Teologi. En Plads som Hovmester for en ung Greve og en Rejse til Paris sammen' med denne fører ham ind paa andre Sysler, og han bliver 36 Aar gammel ansat ved Skatteopkrævningen i Leipzig. Samtidig udfolder han en frugtbar Virksomhed som Skuespilforfatter, skriver baade Sørgespil og Lystspil, indfører Operetten i Tyskland og bliver derved i adskillige Aar det tyske Publikums Yndling. Da han 1776 udgiver sine samlede Sørgespil, siger han om sine Skuespils Tilblivelse: „Min Ven Lessing, som ved sin fortrolige Omgang havde indgydt mig den første Kærlighed til den dramasiske Poesi, havde i mange Aar været tavs og syntes midt imellem andre lærde Sysler helt at have glemt sin Muse, og vore Skuepladser maatte, bortset fra nogle ganske faa gode Originaler, hjælpe sig med for største Delen middelmaadige Oversættelser af fremmede, især franske Skuespil. Et Forsøg var derfor altid tilgiveligt, hvordan det saa faldt ud. Jeg vovede det med Edvard og Rikard III1) og fandt ') Oversat paa Dansk i rimfri femføddede Jamber 1767. Af Oversætte Fortale: „Den egentlige Grund, hvorfor man ellers er saa meget indtaget af Rimene, er formodentlig, at vore Digtere almindeligen vælge det slags Vers, som, fordi de i deres Fald besidde en Monotonie, ey ere for Øret de behage-