Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

298 „børnevennen“. gunstige Dommere. Deres Bifald opmuntrede mig ti] flere Forsøg i forskellige Retninger. Hr. Lessing vaag-nede op igen med sin udødelige Minna, med sin ædle Emilia, forskellige andre værdige Mænd traadte frem med Stykker i alle Arter af dramatisk Digtekunst, og jeg tav, tilfreds med, at Teatret ikke længer trængte til min ringe Umag, og fuld af patriotisk Glæde over at se mig overtruffen i mit dramatiske Arbejde dels allerede nu, dels, som jeg forudsaa, i Fremtiden.“ Hans æstetiske Program er, at han „for sin Person glæder sig lige saa meget over den skønne Natur i en engelsk Haves tilsyneladende Vildnis som ved at se den igennem Kunsten ved en Have i Versailles eller Marly, naar den blot ikke helt er undertrykt af en ækel Symmetri“. Selv et Æmne som „Romeo og Julie“ vover han sig da til at behandle efter Shakespear, som han mener har „overlæsset sit Stykke med mange trivielle og overflødige Ting“ og ladet „sit Vid paa mange Steder strømme over, saa det falder i det barnagtige“, medens ,,de hyppige Rim, han indblander, svækker den naturlige Underholdnings Sandsynlighed, som er saa uundværlig i den dramatiske Dialog, navnlig hvor Scene og Handling øre tagne fra det huslige Liv“. W. omdanner derfor „Romeo og Julie“ til et rørende borgerligt Sørgespil i Prosa1). I en Samling „Amazonesange“ og tre Bøger „Børnesange“ optræder han dernæst som lyrisk Digter. ligste, og derfor behøve at giøres ved Rim taalelige. Valgte man derimod et velklingende Versemaal, vilde den Fordom reent bortfalde.“ >) O versat paa Dansk 1777. Af Oversætts Fortale ■ „De Engelskes store Theaterdigter Shakespear har længe før udarbejdet det samme Emne: men han har dertil brugt andre Kilder, og manglet adskillige af de skiønneste Situationer, som giør dette saa rørende. Hvo som læser begge vil vel finde, hvem af disse Forfattere bør gives Fortrinet.“