Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

301 „børnevennen“. ofte blev spurgt af fremmede, der saa hans Børn, hvem af dem der var Karl, hvem Lotte osv.; de fik Breve og Gaver tilsendte med de fra „Børnevennen“ bekendte Navne til Udskrift og blev senere hen mere end én Gang modtagne paa fremmede Steder som gamle Bekendte.“ W. gør selv Rede for sin Opfattelse af Ugebladets Betydning: „Meget almindeligt var det ved „Børnevennen“s første Fremkomst just ikke, at man udenfor Børnenes egentlige Undervisningstimer søgte at bibringe dem noget og give dem Sans for en lærerig Underholdning. Sædvanlig blev de smaa forviste til deres Skole- og Barn estuer og tvungne til et Slags Leg, ved hvilken de enten slet ikke brugte deres Kræfter eller lærte at misbruge dem; længe indespærrede og overladte til Kedsomhed, som de var, blev de saa til Gengæld saa meget kaadere og tøjlesløsere, naar de slap ud. Forældre og Lærere var glade, naar de ikke blot kunde holde Børnene borte fra deres Selskaber og Sammenkomster — det er i Virkeligheden altid ønskeligt—, men overhovedet ikke besværedes af dem udenfor Spise- og Undervisningstiden. Var der Selskab, blev saa de smaa et øjeblik kaldt ind fra Barnestuen for at vise deres Kunster; saa kunde de gaa igen, og det var de hjærtelig glade over. En liberal Behandling af Børn, som den fremstilles i „Børnevennen“, havde Nyhedens Tillokkelse for Forældre, Opdragere og Børn. Og heldigvis var man saa vidt i almindelig Dannelse, at man kunde indse det fornuftige og hensigtsmæssige deri.“ Fra 1775-82 blev 5 Oplag af „Børnevennen“ nødvendige, alene i Østrig solgtes i Løbet af en halv Snes Aar over 15,000 Eksemplarer af en Eftertryksudgave, og det var ikke blot i fornemme Huse, den læstes, paa sine Smaa-rejser fik W. af Postmestre, Gæstgivere og Haandværks-