Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

302 „børnevennen“. folk rørende Beviser paa, hvor udbredt hans Ry var. „Børnevennen“ fremkaldte en Strøm af Børneskrifter i alle Skikkelser, og Artiklen Ungdomsskrifter blev hurtig en af de største i Messekatalogerne. Weisse opfattedes af Samtiden som den, der ved Siden af Basedow havde indledet et vigtigt Afsnit af Tysklands Opdragelsesvæsen. Selv lader han i „Børnevennen“ Børnene med Henrykkelse nævne „den gode Prof. Basedow, af hvis Elementarbog og smukke Billeder vi allerede har lært saa meget godt“, og Magisteren „velsigne den ærlige Basedow for hans Iver og Mod“. Paa sin Pariserrejse havde W. besøgt Rousseau, der levede menneskesky ude paa Landet, og faaet et levende Indtryk af hans ejendommelige Personlighed. Om den smukke Egn, han boede i, havde han sagt til Weisse: „Og dog passer den mig ikke. Min Smag er saa overmæt, at jeg vilde holde mere af at bo i en Ørk.“ Bøger læste han ikke længer; dog sagde han, da Weisse gav ham Mendelsohns Oversættelse af hans Skrift om den menneskelige Ulighed, at han vilde lade Anmærkningerne oversætte for sig, fordi de kom fra en Jøde. Om Frederik II af Preussen, om Krigsry og Erobrere ytrede han sig i de haardeste ’ Udtryk og deklamerede om Menneskenes Fordærvelse og Siethed (méchanceté): de var slette blot for den Fornøjelses Skyld at være slette. Om sin Opera Devin de Village, som W. et Par Dage i Forvejen havde set, sagde han: „Det er en Bagatel, og jeg har kun skrevet den for at se, hvilke Bæster Fransk-mændene er, at de kan have Smag for saadan en Ubetydelighed.“ Om hans Roman La nouvelle Heloise, som endnu ikke var udkommen, havde W. hørt, at det var en Satire over Kvinderne „Det er kun“, svarede Rousseau, „gode Raad; men følge dem gør de ikke.“