Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

303 „børnevennen“. Om den evangeliske Historie talte ban med Ærbødighed. „Naar jeg læser den,“ sagde han, „saa tror jeg alt, hvad den giver til bedste, saa rørt bliver jeg over dens Simpelhed, men saa snart jeg tænker efter og tager min Forstand med paa Raad, saa begynder jeg at tvivle og finder Modsigelser. Lykkelig den, der ingen finder.“ (W.: Selbstbiographie. 1806. S. 70.) Som Weisse i „Børnevennen“ i det hele slutter sig til Rousseaus Grundsynspunkter fra „Emil“, saaledes henviser han særlig til ham, hvor han omtaler Kunsten: „En berømt Filosof i nyere Tider, Rousseau, har vistnok Ret, naar han tror, at Kunsterne meget ofte har hidført Sædernes Fordærvelse eller holdt Skridt med den, og at Sæderne altid har været kaadest og ubændigst, hvor Kunsterne bar naaet deres højeste Tinde. Hele Historien i gamle og nye Tider stadfæster dette, og jeg vilde tro at forgifte eders blyfærdige, uskyldige Hjærter,“ siger han til Børnene, „hvis jeg skulde skildre eder Sæderne i Europas Hovedstæder, hvor de skønne Kunster netop blomstre.“ I Overensstemmelse med det 18de Aarhundredes sædvanlige Opfattelse er de - forholdsvis faa - historiske Stykker i „Børnevennen“ mest spredte Eksempler paa Dyder og Laster; noget historisk Overblik eller Paavis-ning af nogen samlet Udvikling findes saa godt som ikke. De naturhistoriske Skildringer indtage en langt mere fremtrædende Plads. I Samtalen mellem Børnene og de voksne er det snart Elefanten, snart Løven, snart Sangfuglene, snart Frøerne, snart Bierne og Myrerne, snart Edderkopperne, om hvilke Talen drejer sig i Spørgsmaal og Svar, alt som det daglige Liv giver Anledning dertil. Stadig krydses dernæst de forstandsøvende Betragtninger over „Grusomhed mod Dyrene“ eller „et godt Hjærte“ eller „en vi's Brug af Tiden“