Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 307 bære et modsat Præg af hans Ungdom, han levede længe nok til at se Tidsalderen vende sig og følge nye Veje. Han, der i den første, stridbare Halvdel af sit Liv staar ensom med sin Samtids ypperste Mænd imod sig, præget af en enlig kæmpendes barske Alvor, som en Bersærk stadig med Haanden paa Sværdgrebet, han sidder, gammel og hvidskægget, i sin Lejr som den ærværdige Høvding, der med Seerens Ord paa sine Læber har forstaaet at samle en Hær om sig rundt om fra det hele Land, blandt gamle og unge, alle lyttende til hans Tale som til en fremsynet Vismands og beredte til at slaa et Slag ude i Livet for hans Tanker. Sit Liv igennem følte han sig som Bærer af en Sag; det holdt ham oppe, naar Kampen var haard. Da han i sit Livs Midte stod mest stækket udadtil, fældet af Domstolene, tvungen ud af sin præstelige Virksomhed, fattig, næsten nødlidende, havde han skrevet de stolte Ord: „En Mand er jeg blevet, ringe tilvisse, hvad man kalder slet ingen Ting, men dog en Mand, som ej vilde bytte med Jorderigs Konger.“ Og fra hans 80nde Aar er de „Vennemøder“, der næsten hvert Aar samle Tilsender af hans kirkelige Meningsfæller, med en Kærnetrop af Præster og Bønder, om ham paa hans Fødselsdag i September, et Tegn paa, at der omkring ham staar et Folk, han har vakt og i hvis aandelige Liv han har grebet ind som maaske ingen anden Enkeltmand i vort Aarhundrede. 20’