Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 309 lægger Fingrene imellem, n.aar han hudfletter sine Tilhøreres Lyder og Laster. Men i Længden var Forstand og Moral ham ikke nok, det blev ham for tomt og for fladt, og det var en Aften i hans 27de Aar, som han sad og syslede med historiske Studier, at han med ét „sprang op som greben af en mægtig Aand, der kaldte ham til Reformator“. „Derpaa fulgte et Par Maaneder af stolt, men stille Sværmeri,“ siger han, „hvori jeg første Gang siden min Barndom for Alvor læste Bibelen, især Profeterne, Luthers og Kingos Salmer, bad, og grublede over, hvordan en Reformation, især med Pen og Blæk, i vore Dage lod sig udføre.“ Den vaagnen de Syndsbevidsthed vækker saa dyb en Uro i ham, at Anfægtelserne stige til Sindssyge, og først igennem stærke indre Kampe kommer hans Sind til Ro. Saa staar han som en Stridsmand for den gamle Lutherdom med dens faste Bibeltro, og i sin Verdens-krønnike for 1812 griber han Lejligheden til at afmale „det ugudelige 18de Aarhundrede“ baade ude og hjemme med de sorteste Farver, giver fra sit strængt lutherskbibelske Stade uden Skaansel „vore da levende Digtere, Teologer og andre navnkundige Mænd dei'es Skudsmaal paa graat Papir“. Sit stærkeste Angreb paa Forstands-teologien retter han i 1825 mod den yngste teologiske Professor, men dog den egentlige Præstelærer ved Københavns Universitet H. N. Clausen, senere ogsaa bekendt for sin Deltagelse i Kampen for Danskheden og den politiske Frihed. Det er et Angreb, der bliver Indledningen til en bitter, mangeaarig Kirkefejde, og ved hvilket Grundtvig stempler den teologiske Professor som den, der havde „stillet sig i Spidsen for alle den kristelige Kirkes Fjender og G-uds Ords Foragtere her i Landet“. Grundtvigs Skrift „Kirkens Genmæle“ blev i