Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

310 N. F. S. GRUNDTVIG. Løbet af otte Dage oplagt tre Gange og var alle Vegne, baade i By og paa Land, det almindelige Samtaleæmne, men førte for Grundtvigs Vedkommende til en Hof- og Stadsretsdom, hvorved han idømtes en Bøde og livsvarig Censur — Munden var foreløbig bunden paa den skrappe Præstemand, om det end selvfølgelig ikke rokkede hans Tro paa, at han kirkelig og kristelig set var i sin fulde Ret. Men ogsaa det lutherske Bibelstandpunkt bliver kun en Overgang i hans religiøse Udvikling. Han var falden i dybe Tanker over den fortvivlede Stilling, Menigheden og navnlig alle dens ulærde Medlemmer var komne i, hvis virkelig de ulærdes Tro skulde bindes til de lærdes Vidnesbyrd om Bibelens Indhold. Og det er ikke Hver-mands Sag at sætte sig ind i saa store og omfattende Skrifter som Bibelens gamle og ny Testamente. Der maa være en simplere Vej til Sandheden, et „gyldigere og stærkere Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige kristne Tro, end Bogstavskriften paa nogen Maade kunde være for Kvinder og Børn og alle de ulærde“. Og mens han nu uafladelig grublede og læste og skrev og bad for at komme til Klarhed herover, gik det op for ham, at Vejen til Troen gaar igennem Trosbekendelsen, saaledes som den lyder og bestandig maa have lydt over hvert Menneske i Daaben. Ad blot historisk Vej kan det ikke godtgøres, at Trosbekendelsens Ordlyd skriver sig fra Kristus selv, men hvis den ikke gjorde det, saa havde der til de forskellige Tider været stillet forskellige Vilkaar for det at blive Kristen, og det er umuligt, saa sandt som Kristendommen er Sandheden og derfor til alle Tider maa have været den samme. Trosbekendelsen bliver saaledes for Grundtvig, i Kraft af en nødvendig Trosfordring, Ordet af Herrens egen