Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

312 N. F. S. GRUNDTVIG. og som han senere udgav under Navnet „Kirkespejl“. Det var en Gentagelse af den Maade, hvorpaa. Universiteter i den tidligere Middelalder blev til, idet unge studerende frit samlede sig om den ældre lærde, der ved sine Tanker og sin Tale kunde binde dem til sig. Som Præst var han fra 1839 ansat ved Fattigstiftelsen Vartov, hvor han ikke havde nogen egentlig Sognemenighed, men dannede en Frimenighed om sig, et religiøst Familieliv i grundtvigsk Aand. Det var „den eneste Krog i Statskirken“, hvor han mente at kunne udholde Stillingen, fordi han der ikke lettelig kunde finde sig tvungen til noget, der stred imod hans Samvittighed. Men det var først efter en haard Kamp, at han, der én Gang havde nedlagt sit Embede som Præst, besluttede at søge dette Kald. Han gik da til Frederik den sjette, som altid havde været ham venlig sindet, og sagde straks til ham, at han havde i Sinde at søge Vartovkaldet, men kun naar Kongen vilde give ham Haab om at faa det. „Jeg giver aldrig noget Haab,“ var Kongens korte Svar; men da Grundtvig saa gentog: „Ja, saa søger jeg det bestemt heller ikke; ti jeg er nu for gammel til at holdes for Nar i Kancelliet,“ svarede Kongen meget venlig: „Ja, saa kan De jo give mig Deres Ansøgning,“ og dertil erklærede Grundtvig sig villig. Saa sørgede Kongen for, at han fik Embedet. „Jeg har fulgt Grundtvig under alle de tre Stadier af hans Prædiken,“ siger en af hans Venner; „først prædikede han Troen, saa Haabet, nu Kærligheden; jeg har hørt ham som Petrus og som Paulus, nu er han en Johannnes.“