Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

K. F. S. GRUNDTVIG. 313 IL Samtidig med Grundtvig, om end en Menneskealder yngre, lever Danmarks anden store kristelige Forfatter i dette Aarhundrede, Søren Kierkegaard. Der falder et skarpere Lys over Grundtvigs Kristendom, naar man stiller ham overfor Kierkegaard. Det er Kristendommens Forhold til Menneskenaturen, de opfatte forskellig. For Kierkegaard er der en uudfyldelig Kløft imellem dem. Kristendommen kan kun virkeliggøres ved at rykke Menneskenaturen op med Rode, underkue de naturlige Drifter og Tilbøjeligheder, drage Mennesket ud af „Verden“ til en Aandelighed, der har løst sig fra alle Livets naturlige Forhold. Grundtvig anerkender Menneskenaturen og dens Udvikling som den nødvendige Forudsætning for, at det kristelige Liv kan faa den rette Fylde. For ham er det Menneskenaturen, som genfødt og adlet gennem Kristendommen bliver Grundlaget for et helt og fuldt Menneskeliv. Der er f. Eks. Barndommen. Den staar Grundtvig meget nærmere, end Kierkegaard kan. Kierkegaard havde selv aldrig været Barn, havde allerede i den tidligste Barndom forløftet sig paa Indtryk, som den tungsindige Olding, der lagde dem paa ham, hans Fader, selv segnede under, og der var Tider, hvor Kristendommen forekom ham at være den umenneskeligste Grusomhed. Grundtvigs Barndom havde en anden Farve. Han havde i et gæstfrit Hjem levet mest sammen med sin Moder, hvem han lignede meget baade i sit Ydre og sit Indre. Hos hende havde Drengen siddet ved det lille Bord og læst for hende „rent og klart med højen Røst“. Det var de historiske Bedrifters æventji-lige Verden, han der havde levet sig ind i; han havde med Israelitterne gaaet over det røde Hav, med Tylierne