Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

314 N. F. S. GRUNDTVIG. spændt Sejl mod de fjærne Kyster, med de tyske Kejsere og de franske Konger kæmpet sejrrigt mod Paverne; han havde tumlet sig i Præstegaardens Have og hugget dens Skræpper og Nælder ned for Fode for at efterligne Grækernes Tapperhed overfor Perserne, eller ligget i Græsset og barnlig grundet paa, „hvordan Gud dog kunde gaa oppe paa de tynde Skyer“. Som gammel Mand kunde det tit live ham op at tænke paa, hvordan det gik ham, da han var lille og ikke tog sig Verden saa nær, men levede som en Prins, ja meget bedre end de fleste Prinser, „for vel fik jeg ikke nær alt, hvad jeg vilde have, og græd derfor tit som andre store og smaa Børn, men saa havde jeg ogsaa tit den store Fornøjelse at faa Sorgen sinkt i et Øjeblik og i det næste at le ret af Hjærtens Grund“. Medens Kierkegaard da som Forfatter, med sin glimrende Sprogkunst, sin dybtgaaende og strængt gennemførte Tænkning, sine digteriske Redegørelser for de forskellige Standpunkter, sine domfældende Bodsprædikener, ikke staar i noget som helst Forhold til det barnlige, saa glemmer Grundtvig i sin Virksomhed ikke Barnet. Han havde som Huslærer noget over 20 Aar gammel haft Børn under sin Varetægt; han havde senere undervist i en Skole i København og forstaaet blot ved sit Blik at beherske Drengene, uagtet de ved at høre, at de skulde have den Kandidat Grundtvig til Lærer, som de havde set pile gennem Gaderne i sin graa Frakke og med det lange, mørkegule Haar, havde tænkt sig, at det var én, de skulde have Løjer med; og hans Undervisning med sin den Gang uvante Livlighed blev til lige stor Fornøjelse for begge Parter. Foran sine „Krønnikerim“, som han egentlig havde digtet til Brug for sine egne, af ham selv underviste