Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

N. F. S. GRUNDTVIG. 315 Børn, skriver han ogsaa, at Børnene selv er de eneste Recensenter, han frygter, og for hvis Dom han ydmyg bøjer sig. Almuen, de ulærde, og Børnene stiller han de ogsaa stadig sammen, naar han tænker paa at lette Vilkaarene for et aandeligt Liv. Og hvem kender ikke Barnesange af ham, som Visen om de hellige tre Konger? En ikke uvæsentlig Del af hans Virksomhed er viet til at gøre det muligt for Barndommen at leve et barnligt Liv: Kun den, der for Alvor har været et Barn, bliver ogsaa for Alvor en Mand. For Grundtvig er det en Glædessang, „Et Barn er født — Kierkegaard udbryder ved Tanken om et Barns Fødsel i harmfuld Konsekvens: „Fordi en Mand og en Kvinde ikke kan styre deres Brynde, derfor skal saa et andet Væsen maaske 70 Aar sukke i denne Jammerdal og Straffeanstalt og maaske evig fortabes.“ Overfor Ægteskabet er Modsætningen den samme mellem de to Mænd. Kierkegaard prædiker, at den enkelte, der vil gøre det til Alvor med at blive Kristen, han standser ved sig selv, „Kristendommen anbefaler enlig Stand“. Og Kierkegaard blev selv den enlige, brød med den Kvinde, han i Kærlighed havde knyttet sig til, og søgte „Lidelsernes Samfund med Gud, Taarernes Pagt“. For Grundtvigs Øre klinger det i kristelig Salmetone, at „det er saa yndigt at følges ad — for to, som gærne vil sammen være, - da er med Glæden man dobbelt glad — og halvt om Sorgen saa tung at bære“; og Kristendommen staar for ham i et fredeligere Forhold til menneskelig Lykke; den, der frygter Gud, „ham skænker Gud en Venneviv, han ej, som enlig Spurv paa Tag, sørgmodig sidder Nat og Dag.