Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

316 N. F. S. GRUNDTVIG. Hans Hustru blomstrer i hans Bo, som paa Solsiden Ranker gro, hans Børneflok, med blide Kaar, som Ymper i en Abildgaard.“ Grundtvig selv var tre Gange gift. Han kalder sig en gammel Skjald, Taler og Skriver paa Modersmaalet, som er aldeles indtaget af Dannekvinden og har kysset sig endnu dybere ind i hendes Mundhæld, end han som Bogorm har gnavet sig ind i det gammeldanske og nordiske Skriftsprog. Det var i hans første Ægteskabs Dage, at han i bittert Mismod over Statskirkens fortvivlede Forhold nedlagde sit Embede. Den, der gjorde Udslaget, var hans Hustru. Da hun saa, hvor bøjet han var, gik hun en Aften ind til ham og sagde: „Jeg ser godt, hvad der piner dig, Grundtvig, og at du ængstes for Kone og Børn. Men glem os og gør trøstig, hvad Vorherre byder dig. Han vil nok vide, hvorledes han skal give os Brødet.“ Om sit Husliv fortæller han muntert, hvorledes hans Kone trods hans udtrykkelige Forbud og hans rørende Skildring af al den Ulykke, som rimeligvis baade kunde og vilde flyde deraf, ryddede op og vaskede Vinduer i hans Studerekammer og saa bag efter ordentlig nødte ham til at kysse hende for. det, mens han kløede sig bag Øret og ikke kunde nægte, at Kamret var blevet baade lysere og kønnere, og at de Smaating, der kunde være forlagte, lod sig meget nemmere finde end alt, hvad der før skjulte sig i Skumringen under Støv og Papirsdynger. I senere Aar lagde hans Hustrus tunge Sind over dette hans Ægteskab et Slør, Solen vanskelig kunde bryde igennem. Hans anden Hustru, som ægtede ham, da han var